Ny lov – skal eksisterende ansættelseskontrakter ændres?

Som nogen måske er blevet opmærksom på, er der kommet en ny markedsføringslov. Det har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt de ansættelseskontrakter I har på medarbejdere, hvori der henvises til markedsføringsloven, skal ændres. Hertil kan ABAF oplyse, at det ikke er nødvendigt, at ændre allerede indgåede ansættelseskontrakter. Årsagen til at det ikke er nødvendigt er, at ændringen i den nye markedsføringslov består i, at indholdet i nogle §§ er flyttet over til andre §§, medens selve indholdet af de pågældende bestemmelser ikke er ændret. Det drejer sig om § 1 (god markedsføringsskik) og § 19 (erhvervshemmeligheder), der er flyttet til §§ 3 og 23.

Årsdag i perfekte rammer blev en stor succes

AutoBranchen Danmarks årsdag 2016 blev torsdag afviklet på Strøjer Samlingen, og det blev på alle måder en stor succes. Mere end 200 medlemmer og samarbejdspartnere havde fundet vej til den arkitektoniske perle af en bilsamling i det sydvestfynske landskab. Solen stod fra en klar himmel, og sammen med bilsamlingen, som bød på den ene unikke sportsvogn og blankpolerede klassiker efter den anden, var det en perfekt ramme om en dag i bilernes og autobranchens tegn.